
Sådan skjuler du dine personlige oplysninger i DBU's systemer
2. sep. 2026, 13.44
Fodboldspillere og trænere kan selv skjule deres private kontaktoplysninger på DBU's platforme for at undgå uønskede søgninger på Google.
Mange danskere i breddefodbolden oplever, at deres private telefonnumre, e-mailadresser og navne dukker op i søgninger på Google eller via AI-tjenester. Det skyldes DBU's offentlige holdkort, dommerlister og klubkontakter, som bruges til at afvikle turneringer. Men det er muligt at beskytte privatlivet og skjule oplysningerne for offentligheden.
Sådan beskytter du dine kontaktoplysninger
Alle personer med en profil i DBU's systemer kan selv tage kontrol over deres data via Mit DBU. Herinde er det muligt at skjule både adresse, e-mailadresse og telefonnummer fra offentlige sider og Fodbold-appen. Din lokale klub vil dog stadig have adgang til oplysningerne i administrationssystemet KlubOffice, så de kan håndtere dit medlemskab.
Særlige regler for trænere og spillere
Hvis du vil skjule dit navn og din tilknytning til et hold, er metoden forskellig alt efter din rolle:
Trænere kan markere sig som skjult under Trænerteam i KampKlar. Det fjerner træneren fra offentlige visninger og gør vedkommende usynlig for holdets egne spillere. Klubben og andre trænere kan dog fortsat se tilknytningen. Alternativt kan klubben foretage ændringen i KlubOffice.
Spillere kan ikke selv fjerne deres navn fra holdkortet, da modstandere skal kunne kontrollere, om en spiller er spilleberettiget. Hvis en spiller eller en forælder ønsker navnet skjult, skal klubben kontaktes. Godkender klubben anmodningen, kan den aktivere funktionen Skjul offentlige spillernavne i KlubOffice. Navnet bliver herefter skjult på offentlige sider, men forbliver synligt for de administrative systemer.
Google opdaterer ikke med det samme
Selvom data bliver fjernet på DBU's platforme, kan der gå tid, før ændringen slår igennem på Google og andre søgemaskiner. Det skyldes, at søgemaskinerne skal besøge og indeksere siderne igen. For at fremskynde processen kan man bede Google om at opdatere søgeresultater med forældede oplysninger eller anmode om fjernelse af specifikke private data direkte fra søgeresultaterne.