
Kvindelige elitedommere stiger markant i løn
31. aug. 2026, 20.07
En ny aftale sikrer elitedommere i kvindefodbold kontrakter og en lønstigning, der skal matche herrernes 1. division i 2030.
Vilkårene for de øverste fodbolddommere i kvindernes bedste række får et markant løft i en ny historisk aftale mellem DBU, klubberne i Ligaforbundet og Danske Fodbolddommere. Aftalen løber fra 1. juli 2026 til 30. juni 2030 og skal professionalisere dommergerningen herhjemme.
Lønnen i herrenes 1. division bliver målet
Som noget helt nyt indføres der kontrakter til elitedommere i A-Ligaen, hvilket gør det muligt for dem at drosle ned for deres almindelige arbejde. Det skal frigøre mere tid til træning, kampforberedelse og personlig udvikling, helt i tråd med den model, man allerede kender fra Superligaen. Samtidig stiger honorarerne gradvist via en trappemodel, så betalingen senest 1. juli 2030 matcher niveauet i herrernes næstbedste række, 1. division, forudsat at herrernes honorarer ikke stiger i mellemtiden.
Fokus på barsel og rekruttering
Den nye aftale indeholder også en graviditetsordning, som sikrer gravide dommere og linjedommere økonomisk kompensation samt professionel støtte til at vende tilbage til banen efter fødslen. Dette initiativ skal forhindre, at erfarne dommere stopper i forbindelse med familieforøgelse. Derudover skrues der op for rekrutteringen af nye kvindelige dommere, som fremover vil få bedre adgang til både fysisk og mental træning gennem DBU og projekt Sammenhængskraft.
De aktive dommere Nanna Løf Mørch Lindby og Julie Alsbro Thomsen har repræsenteret dommerne i forhandlingerne om den nye aftale, der sikrer en hidtil uset opgradering af rammerne omkring kvindefodbolden i Danmark.