
Harry Kane og prins William i fælles kamp mod selvmord
10. sep. 2026, 14.34
Harry Kane og prins William står i spidsen for et nyt initiativ, der skal forebygge selvmord på alle niveauer i sportens verden.
Det britiske kongehus og sportens største stjerner går nu sammen om en opsigtsvækkende indsats. Landsholdsanfører Harry Kane og Formel 1-stjernen George Russell lancerer i samarbejde med prins William et helt nyt initiativ, der skal bekæmpe selvmord inden for sportens verden. Initiativet har fået navnet On Your Side og er det første værktøj af sin art, som er skræddersyet specifikt til idrætslivet.
Værktøjet er udviklet til at fungere på alle niveauer af sporten, lige fra de mindste lokale amatørklubber til de absolutte eliteserier. Formålet er at give trænere, spillere, frivillige og pårørende de konkrete redskaber og den nødvendige selvtillid til at opdage advarselstegn, starte de svære samtaler og guide sårbare personer mod professionel hjælp, før en krise udvikler sig.
Fem trin skal redde liv
Kernen i det nye program er en systematisk samtalemodel kaldet GOALS. Modellen guider brugeren gennem 5 konkrete faser: Forberedelse, åbning af samtalen, stille det direkte spørgsmål, lytte og reagere, samt henvise til den rette støtte. Samtidig indeholder materialet vejledning i, hvordan sportsklubber opbygger trygge rammer og integrerer selvmordsforebyggelse i deres officielle retningslinjer.
Baggrunden for initiativet er en undersøgelse, der viser, at selvom viljen til at hjælpe er stor i sportsklubberne, har indsatsen hidtil været usammenhængende og præget af mangel på ressourcer, især hos de mindre foreninger på græsrodsniveau. Det engelske fodboldforbund har forpligtet sig til at rulle værktøjet ud i hele sin organisation, mens også Premier League, British Cycling og det britiske OL-hold, Team GB, implementerer indsatsen.
Stærkt hold bag kampagnen
Det britiske kongehus har frigivet en kort film for at skabe opmærksomhed om projektet. Udover Harry Kane og George Russell medvirker blandt andre bokseren Carl Frampton og den tidligere cykelrytter Laura Kenny. Lanceringen fandt sted på Everton FC's hjemmebane, Hill Dickinson Stadium i Liverpool. Projectet er blevet til i et samarbejde mellem The Royal Foundation, British Standards Institution og organisationen Chasing the Stigma. Den langsigtede indsats støttes desuden af et nationalt netværk, som blev etableret i efteråret 2025 med en finansiering på over 1 million pund over 3 år.